Denne gang har jeg æren af, at få lov til at lægge blog til noget af en succeshistorie med garn. Yes garn, sådan noget du strikker trøjer og andet af. Det er Lennart Øster, følg ham på G+ her, som har forfattet dette mega inspirerende indlæg om succes med webshop og fysisk butik i en branche, som er lidt old school. Men hvor der er vilje, der er der en vej, og det er Lennart et godt bevis på!
Jeg vil ikke trække den længere, så god læselyst 🙂
Fra 0 til 100.000 på 8 måneder
For et par dage siden skrev jeg et kortere indlæg på Google+ om vores nye forretning www.filato.dk, hvor vi sælger garn. Det var en kort historie om, hvad det er vi og ikke mindst jeg har været igennem af op og ned ture samt hvordan det er at komme igennem og ud på den anden siden, når hverdagen i forvejen er stresset nok med en succes fuld forretning, børn og sygdom i familien.
Det er kun knap 8 måneder siden vi den 1. marts startede www.filato.dk med en omsætning på 0,00 kr. til vi i dag i oktober har rundet 100.000 kr. i månedlig omsætning. En succes der mildest talt har taget os og nok mest jeg med bukserne nede. Det er langt over mine forventninger. Det er jo ikke første gang jeg starter en e-handels forretning op fra bunden.
Forhistorien
Først lidt info om mig og min familie. Jeg hedder Lennart Øster og er 39 år gammel og har mit firma www.sitepoint.dk. Jeg har været sammen med min kone i 11 år til november i år og har to dejlige piger. En på 16 og en på 4 år.
Vi har som nok alle andre der har børn rigeligt med at få dagene til at hænge sammen, så det at starte ny forretning er nok ikke noget man lige går og planlægger.
Før marts måned og i de foregående 4 år har min kone og jeg levet 100% af at sælge erotiske produkter til danskerne. Det har vi gjort igennem www.lovejoy.dk, hvor vi også har afholdt Home parties og haft en del ansatte til det.
Nu er vi nok ikke helt ”normale” og vælger nok ind i mellem at gøre det når både vi og omgivelserne mindst venter det. I slutningen af 2013 snakkede vi igen om mine kone Stines drøm om, at starte en garn forretning. Jeg skal være den første til at indrømme at jeg synes det var lidt gammeldags og nok ikke lige noget jeg kunne se mig selv i. Jeg var nok lidt modstander af det i starten, men jeg så også at der var en glød jeg ikke havde set længe.
Så vi besluttede at starte en garnforretning. Først på nettet og så om nogle år når alt var kommet på plads og vi havde skabt os et navn så kunne vi kigge på et fysisk butik. Nøøøj hvor tog jeg fejl.
Vi arbejde intenst i 4 måneder på at få stablet vores shop på benene. Her faldt valget på Prestashop, som har vist sig at kunne alt det vi gerne vil, så længe man kender en der kan kode det der mangler. Jeg kendte heldigvis Tim Petersson, fra et fælles projekt, hvor vi sammen arbejder på www.lavenergi.dk. Tim er også en super dygtig Prestashop udvikler og havde nogle Plugins jeg kunne bruge og ikke mindst kendskab til i hvilken retning jeg skulle kigge. Noget jeg er evig taknemmelig for.
Klar- parat – start – Nææ ikke rigtigt
I et par måneder op til start købte vi stille og roligt ind til lager og gjorde klar til at åbne de virtuelle døre 1. marts 2014. Selvfølgelig har vi lært af nogle af de fejl som vi gjorde med LoveJoy for 10 år siden, men at vi fik sådan en start havde vi aldrig turde håbe på.
Vi havde i de sidste 30 dage op til start solgt ud af Stines private garn lager. Dels fordi det ikke var de mærker vi kom til at føre og dels for at skaffe noget nødvendig kapital. Vi oprettede derfor en meget velplanlagt Facebook gruppe – Lukket så man skulle inviteres eller i hvert fald ansøge.
Vi lod rygtet sive at Stine fra Filato (der var totalt ukendt), ville begynde at sælge garn ud ekstremt billigt.
Der gik ikke lang tid før vi fik de første tilmeldinger og så gik det stærkt. På kun 24 timer havde vi samlet ca. 200 kvinder der ventede på billigt garn.
Stine satte det til salg og ofte blev det solgt inden for få sekunder efter det var lagt på. Det var altså også vanvittig billigt, men alligevel. Det var et Rush uden lige.
1. marts slog vi så dørene op og havde nogle rigtig gode tilbud og vi fik en del ordre på garn. Desværre rigtig meget på det vi ikke havde på lager. Vi var jo nødt til at vise kunderne det fulde sortiment fra start af. Hvis vi kun viste det vi havde på lager ville vi se ud, som om vi ikke havde ret meget og det turde vi ikke. Det var det vi havde gjort med LoveJoy for 10 år siden og det tog altså lang tid at få det rigtige på lager når man selv stod for det. Så vi brugte en ”Broad Match” taktik – Vis det hele og se hvad der sker.
Men så skete det der ikke må ske og det er at det hele løber løbsk. Vi fik over de næste uger rigtig mange ordre fra glade strikke damer der kunne få billigt garn med god service. Problemet var bare at de købte de farver vi ikke havde på lager. Det var snart forår og vi havde helt miskalkuleret de farver kunderne ville vælge.
Måske skal jeg kort forklare lidt om garn. Vores største leverandør har ca. 36 kvaliteter (forskellige garner). Hver af dem leveres enten som ens farvet, mis farve og enkelte i tweed, print, long print mv.
Jeg vil tro at hvis man løber det hele igennem er der nok 45-50 forskellige. Hver af disse leveres så i et forskellige antal farver. Alt fra 10 til 55 forskellige. Det giver altså rundt regnet mange garn nøgler.
Hvis vi bare tager et middeltal så skal der for at få 1 kg hjem af hver farve købes ca. 1.500 Kilo garn. Hertil kommer pinde, knapper og tilbehør
Nå men det er altså grunden til at vi ikke havde det hele på lager. Dels havde vi ikke plads og dels havde vi heller ikke råd til at gøre det på en gang.
Det giver desværre sure kunder og lang leveringstid når man ikke kan leverer. Samtidig havde vores leverandør startet nogle kampagner op der gjorde at de havde længere leveringstid end normalt, som så igen gjorde at det tog længere tid at få varerne hjem til kunderne. Det satte store krav til vores kundeservice.
Men vi klarede det og vores kunder var faktisk slet ikke så sure og derfor elsker jeg denne her branche. Det er fantastisk at få ros for at være ung når man er 39 og yde service til en dame på 60 der lystigt fortæller om hendes børn og børnebørn. I Love it.
Over de næste 5 måneder køber vi ugentligt mere garn hjem til lager end vi sælger. Vi øger lageret med mere end 400.000 kr. på kun 5 måneder og selvom der er penge i erotik er det altså ikke nok til at finansierer sådan et eventyr. Vi er glade for at vi havde på kistebunden.
Og så var der mig der havde regnet med at vi kunne starte Stine drøm for 50.000 kr. som vi gjorde med LoveJoy. Nøøøj jeg tog fejl.
Fra hjemme til fysisk butik
Vi har et stort hus, som vi i 2006 købte med henblik på at have firma derhjemme. Det er på lige under 400 m2 og det giver os en første sal på 160 m2, som kun skal deles med vores store datter.
Allerede i april – 40-50 dage efter vi er startet op må vi erkende at vi ødelægger vores datters liv. Altså det sociale. Vi var jo før de forældre der lagde hus til vilde teenage-fester og vi var de cool forældre. Nu måtte de pludselig ikke fordi garnet stod på gangen, i Hallen, på alle værelser mv og måtte ikke lugte af hverken røg, sprut eller parfume.
Der var garn over alt. Vi var ved at blive sindssyge når der skulle pakkes ordre.
Så tog vi den vanvittige men yderst kloge beslutning at finde et lokale. Jeg ved ikke hvad vi havde regnet med. Måske et billigt lager lokale, hvor vi kunne være, selvom jeg i dag mistænker Stine for at have det hele planlagt J
Præstø er en lille by hvor alle kender alle og vi skrev i vores lokale gruppe på Facebook at vi ledte efter lokaler. Inden for 10-20 minutter havde vi numre på 3 der ejer det meste af Præstø. Vi ringede til den der havde de bedste anbefalinger og tog en snak med ham og han viste os et lokale.
Hold nu op tænkte vi. Det er vildt. Det skal vi have og selvom prisen ikke er dyr set med Københavner briller så skulle vi jo tage mulighederne med i betragtning – Hvor meget garn skulle vi sælge i Præstø for at få det til at løbe rundt med butik, lys, vand og varme.
4 uger efter flyttede vi begge forretning ned i ny istandsatte lokaler, hvor baglokalerne var store nok til at have det hele. Igen havde vi lagt os godt for økokomisk for det er ikke gratis at sætte lokaler i stand. Vi var endda heldige med gulvet der var perfekt. Vi skulle bare sørge for lys og inventar, men selvom reolerne er fra Ikea og skråpladerne er skåret af et varehus så koster det altså en bondegård.
Vi slog dørene op til Fransk forår (Det er noget vi holder i Præstø) og her kommer, der ca. 40.000 mennesker til byen over 3 dage. Fantastisk start. Jeg har aldrig oplevet noget lign. Det væltede ind med mennesker – hele tiden. Vi solgte ligeså meget på de 3 dage som vi gør nu på 14 dage.
I dag vi en velfungerende fysisk butik der omsætter for mere end huslejen hver måned. Ikke en vi kan leve af endnu – ej heller en enkelt lønning, men det har potentiale.
Sammen med online forretningen er det en anden snak. Allerede nu har vi en lønning i den nye forretning og det har været hele ideen med at starte – for mig i hvert fald.
Hvorfor starte med at sælge garn?
Vi har nok alle sammen læst om Google og deres store magt. Vi har set hvordan velfungerende virksomheder fra den ene dag til den anden lukket og slukker fordi de ryger ud eller ned i Googles SERPS.
Så selvom jeg synes det var gammeldags så tænkte jeg langsigtet. Dels havde vi en forretning vi nemt kan blive gamle med. Det er bare naturligt at det er ”gamle” mennesker der har en garnforretning. Dels var det et smart træk at skabe en 50/50 split i mellem indtægt og risiko. Ok der går nok lidt endnu før vi når det mål, men så 80/20 da.
Målet er nået og det er at vi har dels risiko og omsætning på to brancher med to helt forskellige målgrupper.
Nutiden og fremtiden
Nu her små 8 måneder efter vi startede både den fysiske og webbaserede forretning kan vi se lys for enden af tunnelen. Nu kan vi se at det begynder at give overskud og at vi havde valgt den rigtige strategi – til trods for at den nær havde knækket mig.
Vi kan se at vores store arbejde, som lå uden for almindelig arbejdstid, har givet pote og vi kan nu glæde os over at have skaffet distance i mellem os og arbejdet. Vi har jo i samme omgang flyttet kontoret ned i forretningen således at når vi lukker kl. 16 hver dag så er det slut med arbejde til kl. 8 næste dag.
Ja vi lukker kl 16. Noget man nok ikke kan andre steder, eller hvis man som os har skrevet og forklaret hvorfor til vores kunder. VI har to børn og en i børnehaven. VI har prioriteret at hun ikke skal være den sidste der bliver hentet – hver dag.
Fremtiden synes at se lys ud. Vi har fået rigtig godt fat i vores lokalområde og vi har kunder der kører langt for at handle med os fordi de synes vi er ”så flinke og glade”.
Jeg arbejder aktivt med Adwords og online marketing, men er også begyndt at kigge mere på lokale muligheder både i vores men også konkurrenternes byer. Vores mål gruppe er jo det lidt ældre publikum og de læser altså stadig trykte medier.
Jeg er sikker på at det her bliver en succes. Som Halfdan ville sige. Vi tager verden et garnnøgle ad gangen J
P.S Jeg vil gerne sige tak til Anders Saugstrup for hans evige opmuntring og positive væsen. Din Matador kommentar rammer hvor den skal. Tak til Morten for at ville lægge blog til dette indlæg.
En tak til Tim Liljendahl, Karina Pedersen og Jesper Nerløe for de positive feedbacks på Google+. Se tråden her.
Alexander skriver
Hej Lennart.
Fantastisk historie og rigtig godt gået, måske du skulle lytte lidt mere til din kone ang forretninger i fremtiden 🙂
Held og lykke i fremtiden.
Christoffer Steenbeck skriver
Hej Lennart.
Det var en fantastisk idé med den lukkede Facebook-gruppe! Den vil jeg have i mente til næste projekt.
Jeg har selv haft en del webshops gennem tiden og jeg er helt sikker på, at I har gjort en god investering i, at finde et egentligt butikslokale. Hvorfor have varerne på et lager uden adgang for andre – når de lige så godt kan være på hylden og præsenteres for ‘fysiske kunder’… Det er en god tankegang, som jeg er sikker på, at I vil få god succes med!
Held og lykke.
Dbh, Christoffer Steenbeck
Morten skriver
@Christoffer
Ja det er smart, men også risiko fyldt. For det er næppe i alle brancher, at det er økonomisk smart. Men hvor man intet vover, man intet vinder.
Thomas skriver
Fantastisk indlæg og god inspiration til hvilke overvejelser man skal gøre sig inden man starter op.
Jesper Hansen skriver
Må vi høre noget mere om den Matador-kommentar? 🙂